Venstrefløjens rige begrebsapparat er tit gemt væk i et slør af svært tilgængelige og tunge akademiske bøger. Denne artikelserie forklarer centrale begreber fra venstrefløjens samfundsforståelse og begrebsverden. Vi starter med at forklare “pjalteproletariatet”.


Imod den offentlige orden

I ethvert borgerligt demokrati opstilles der kriterier for, hvem der anses for at være anstændige og lovlydige. De mennesker kan have forskellige navne, køn og klassekarakterer. Det, som de har til fælles, er, at de respekterer den offentlige orden. De står i stærk kontrast til de folk, som opfattes som uanstændige og ikke opretholder den offentlige orden.

Politikere har flere gange ment, at bestemte grupper ikke har respekteret ’den offentlige orden’. Et eksempel er de “lejre” med østeuropæere, der i 2017 blev mødt af et omfattende zoneforbud. Justitsminister Søren Papes (K) skriftlige fremsættelse af forslaget lød således: “De utryghedsskabende lejre kan imidlertid udgøre en alvorlig trussel mod det normale samfundsliv i de områder, hvor de bliver etableret. Regeringen finder på den baggrund at der er behov for at kunne styrke indsatsen på området yderligere.”¹

Politiet begyndte derfor at anholde hjemløse østeuropæiske tiggere og flaskesamlere. Det har haft omfattende konsekvenser. DR har konstateret, at der i perioden fra lovens vedtagelse til juli måned 2018 er blevet sigtet 389 mennesker for overtrædelse af lejrloven.² Regeringen lader ikke kun lyset stå tændt om natten på grund af østeuropæere, men også på grund af beboere i såkaldte ghettoer. Lars Løkke sagde i sin nytårstale, at dem, der truer den offentlige orden, er folk, der bor steder med en “anderledes virkelighed” – steder, hvor man “vokser op i et miljø, hvor det ikke er normen, at forældre går på arbejde. Hvor penge ikke er en løn, man tjener. Men noget man får fra kommunen. Eller tilraner sig ved kriminalitet”.³

De her omtalte grupper bærer grundlæggende den samme klassekarakter. De er nogle af de allerlavest placerede i samfundet, og de har angiveligt ikke indordnet sig under den offentlige orden. Dette samfundslag er blevet kaldt mange ting de sidste 100 år. Alt fra bisser og vagabonder til pjalteproletariatet. Pjalteproletariatet er derfor en samlebetegnelse, som har skiftet karakter, når de materielle omstændigheder har ændret klasseformationerne i samfundet. Pjalteproletariatet er derfor et nedsættende ord både om folk, der på den ene eller anden måde er udstødt af samfundet, samt om en klasseformation i samfundet.

Fra bissekræmmer til pjalteproletar

Fattigdom og social eksklusion er ikke et nyt fænomen. Et af de tidligste eksempler kunne være rakkerfolket i middelalderen. Det var folk, som tog sig af beskidt renovationsarbejde i europæiske storbyer. På baggrund af dette så man ned på dem.

Det, som gør pjalteproletariatet særligt, er den ideologiske formation som pjalteproletariatet blev til under. Hvis enhver – ifølge det liberale grundprincip – “er sin egen lykkes smed”, og der er social mobilitet, hvorfor hænger nogen så stadig fast i fattigdom? Det spørgsmål kunne læsere af Dagbladet København stille sig selv, da avisen d. 21. juni 1892 fortalte dem om en særlig begivenhed i Paris.

Et uddrag fra Dagbladet København, d. 21. juni 1892, hvori der beskrives anholdelsen af en parisisk visesælger

Uddrag fra Dagbladet København d. 21. juni 1892.

Politiet havde anholdt en visesælger – et erhverv, der var nært beslægtet med de såkaldte bissekræmmere. Bissekræmmeren var en småhandlende vagabond, som vandrede fra by til by for at handle med landsbyboere. Det var også et berygtet erhverv. Bissekræmmeren var en fremmed, og forbrugeren kunne derfor ikke være sikker på hans troværdighed. I 1851 blev bissekræmmerens erhverv nærmest ulovliggjort i Danmark. Næringsloven i 1851 krævede, at man skulle have en licens for at drive erhverv. De fleste bissekræmmere drejede derfor nøglen om, og erhvervet udviklede sig nærmest til et ulovligt landestrygerfag.

En anholdt bissekræmmer kunne blive tiltalt for at “bisse”. I den konkrete situation forklarede manden, at han kom af en grevefamilie, men var blevet udstødt. Da politiet under afhøringen spurgte, hvorfor han intet arbejde havde, svarede han, “at det ville være upassende for en mand af hans herkomst”.⁴

I dag kunne en lignende historie sagtens stå i Ekstra Bladets spalter. Nu ville den måske bare handle om en person, der tiggede på Rådhuspladsen. Denne forstyrrede bissekræmmer var én af de mange skæbner, som levede på kanten af samfundet. Han var til gene for den offentlige orden. Man ville ikke konfronteres af en afspejling af de materielle omstændigheder, der havde skabt omkring ham. Han skulle gemmes væk for at skærme folk og sikre den offentlige orden, for ikke at have et ærligt erhverv. Pjalteproletariatet blev ikke skabt i et vakuum, men var resultatet af et folk, som mistede en stabil stilling i samfundet på grund af skiftende vilkår i industrien.

De klassiske marxister og de ruinerede levemænd

Arbejderklassen var ligesom det nyopståede pjalteproletariat skabt af den massive industrielle omstilling, som kapitalismen førte med sig i slutningen i det 19. århundredes Europa. Ruinerede bønder, husmænd og landarbejdere vandrede fra land til by. De fik arbejde på store fabrikker, hvor deres løn og arbejdsforhold var kummerlige, og derfor organiserede de sig i fagforeninger. I samme periode voksede den politiske tilslutning til den nyopståede arbejderbevægelses krav om demokratisk indflydelse sig større.

De klassiske marxister så det som arbejderklassens historiske opgave at kæmpe for demokratisk indflydelse i samfundet, som Karl Marx skrev i Det kommunistiske manifest⁵. Arbejderklassen havde ifølge Marx en central rolle i klassekampen. For Marx ville arbejderklassen vokse, for “ved industriens fremtrængen bliver, som vi har set, store dele af den herskende klasse trykket ned i proletariatet eller trues i det mindste i deres eksistensbetingelser” (s. 31).

Alle ville opleve en “proletarisering”, som ville styrke arbejderbevægelsen i krisetiderne. Det ville kunne hjælpe til at organisere den store arbejderklasse til at udfordre kapitalisternes økonomiske og politiske magt. Der er dog nogle i samfundet, som ikke har den interesse. De folk bliver af Marx opfattet som reaktionære, der “søger at dreje historiens hjul tilbage” (s. 31). Her finder vi blandt andet pjalteproletariatet, som ifølge Marx “modstandsløst raadner op” (s. 32). De vil forsøge at kæmpe imod samfundsforandringerne. Det ville de på baggrund af deres reaktionære klassestandpunkt – ved ikke at deltage i proletariseringen.

I Louis Bonapartes 18. Brumaire, som er en materialistisk analyse af Louis Bonapartes statskup efter februarrevolution i 1848, udfolder Marx sit synspunkt, om pjalteproletariatets reaktionære karakter. Efter arbejderklassens opstand for en socialistisk arbejderrepublik i Paris blev store arbejderdemonstrationer mødt af gadebander organiseret under det bonapartistiske “Selskabet af 10. december”, der var en gruppe bestående af en udtømmende liste af “ruinerede levemænd”:

Vagabonder, Hjemsendte Soldater, Frigivne Tugthusfanger, Bortrømte Galejslaver, Svindlere, Gøglere, Lazaroner, Lommetyve, Taskenspillere, Falskspillere, Alfonser, Bordelværter, Dragere, Literater, Lirekassemænd, Kludehandlere, Skærslippere, Kedelflikkere, Tiggere, kort sagt hele den ubestemmelige, opløste, omtumlede Masse (s. 63)⁶

Det var folk, som var klar til at støtte op om Bonaparte, når han skulle ud at marchere. Deres opgave “var at frembære den offentlige Jubel, hyle vive l’empereur, fornærme og gennembanke Republikanerne, selvfølgelig under Politiets Beskyttelse” (s. 64). Marx fandt disse mennesker særdeles usympatiske; de var desperate og grådige, deres eneste fortjeneste for at støtte op om despoten Napoleon var “Champagne, koldt Fjerkræ og Hvidløgspølse” (s. 65).

Andre klassiske marxister har siden fulgt Marx’ eksempel ved at stemple pjalteproletariatet som reaktionært pga. naturen af deres klassekarakter. Da man efter 1. verdenskrig så fascismens ansigt i Italien, blev sortskjorterne identificeret af for eksempel af Trotskij som “det forrykte småborgerskab og banderne af deklasserede og demoraliserede lumpenproletarer”, der blev sat i bevægelse af kapitalismen og “med køller, knive og pistoler” undertrykte den italienske arbejderklasses revolutionsforsøg i 1920-21.⁷

Proletariatets blomst

Det var ikke alle socialister og marxister, som anså pjalteproletariatet for at have en reaktionær karakter. I Marx’ samtid var en af hans stærkeste kritikere, Mikhail Bakunin, positivt stemt overfor pjalteproletariatet.

Første Internationale

Den Internationale Arbejdersammenslutning (siden kaldet Første Internationale) var den første sammenslutning af socialister, anarkister og andre venstrefløjsstrømninger på tværs af lande. Den blev oprettet på en kongres i London i 1864, men var præget af fraktionskampe og interne splittelser, især mellem en marxistisk fløj anført af Karl Marx og en anarkistisk fløj anført først af Proudhon og sidenhen af Bakunin. Det kom til et brud ved Haag-kongressen i 1872, hvor den marxistiske fløj fik ekskluderet Bakunin, hvorefter anarkisterne forlod kongressen og stiftede deres egen internationale, medens de tilbageblevne marxister vedtog at fokusere på at opbygge politiske partier med det formål at overtage statsmagten. Første Internationale mistede herefter pusten og nedlagde sig selv i 1876.

De var uenige om, hvordan arbejderklassens frigørelse skulle ske. Mens Marx så pjalteproletariatet som en reaktionær hindring for arbejderpartiets kamp og befrielse, var Bakunin bekymret for, at det ville være negativt for Første Internationale og arbejderpartierne at skubbe dem fra sig. Marx beskrev dem som en “ubestemmelig omtumlende masse” og som “samfundets bærme” i sine skrifter. De var ikke de rene og ranke, som Marx havde udset til at sikre arbejderklassens befrielse.

Bakunin fandt Marx’ forestillinger om pjalteproletariatet farlige, og hvor Marx så “samfundets bærme”, så han et potentiale for revolutionær forandring. Eller som han skrev: “proletariatets blomst”.⁸

Ifølge Bakunin var Første Internationales grundlag et generelt kald til arbejderklassens befrielse. Det var et kald væk fra den tidligere opfattelse og de tidligere national-liberalistiske bevægelser, som ifølge Bakunin havde udviklet arbejderklassen til blinde instrumenter “som skal bruges og derfor ofres i striden mellem rivaliserende borgerlige sektioner for magten over og retten til at dominere og udbytte masserne” (egen oversættelse). Bakunin advarede medlemmerne af Første Internationale om at fortsætte de samme politiske tendenser som i de liberale bevægelser. Arbejderklassen skulle ikke ledes af et politisk arbejderparti, men selv kæmpe for frigørelse i deres egne arbejderorganisationer.

Partiet, som Marx var fortaler for, ville nemlig kun være tiltænkt de sektioner af arbejderklassen, som Bakunin beskrev som “arbejderaristokratiet”, som ansås for at være tilpasset den offentlige orden og havde respekterede erhverv. Bakunin frygtede derfor, at de kun ville kæmpe for sig selv og folk med en lignende position i arbejderklassen. Hvis arbejderklassens frigørelse skulle blive en realitet, blev man nødt til have dette for øje. Bakunin satsede på, at man organiserede pjalteproletariatet, som ikke var forurenet af det borgerlige samfund, og som var bevidste om deres stilling som de allerlaveste i samfundet. Det skulle også vise sig, at Bakunin havde ret i forhold til den politiske organisering.

Industriforbund

Industriforbund er en alternativ fagforeningsform, hvor arbejdere ikke er organiseret efter faggrænser, men som organiserer alle arbejdere på en bestemt arbejdsplads uanset deres faglige tilhørsforhold. Bruges traditionelt af syndikalister, men også af ikke-revolutionære grupperinger. I Danmark er fx Fødevareforbundet NNF organiseret som et (ikke-revolutionært) industriforbund.

De politiske partier og gamle fagforbund havde vendt de ufaglærte arbejdere ryggen. Bakunin var dog ikke den eneste, som kom med kritik af marxismens privilegieblindhed. I Amerika så man dannelsen af industriforbundet Industrial Workers of the World (IWW), som organiserede sig på tværs af fag og uden en elitær forestilling om et afgørende skel mellem faglærte og ufaglærte. Nogle af IWW’s ledere – Eugene Debs, Elizabeth Gurley Flynn og Daniel De Leon – var dog også marxister, som havde vendt sig imod Marx’ elitære forestilling. Et andet vigtigt bidrag, som søgte at organisere pjalteproletariatet, var den fransk-caribiske psykiater, filosof og revolutionær Frantz Fanon. som skrev om pjalteproletariatets revolutionære potentiale fra et dekolonialt perspektiv.

Fanon skrev i 1961 bogen Fordømte her på jorden⁷, som var en dekolonial og marxistisk analyse af de nationale frihedsbevægelser for selvbestemmelse i Afrika. Det europæiske borgerskab havde fået centraliseret den politiske og økonomiske magt på ryggen af kolonier i Afrika og i Asien. Omstændighederne for de mennesker, der blev udsat for kolonialisme, var, at de ikke levede på lige fod med kolonisterne. Produktionen i kolonierne var oftest primær-produktion og let forarbejdning som f.eks. landbrug og minearbejde, og i byerne, hvor der i større grad eksisterede en arbejderklasse, var denne svøbt i kolonialismens ideologiske apparat.

Det var den modsætning, som lå i opgaven om national selvbestemmelse for landene. Fanon så de tidligere koloniserede eller afkoloniserede lande i en virkelighed hvor “slavery, serfdom, barter and a skilled working class live side by side” (s. 85). Hvordan skulle man kæmpe for national befrielse, når der ikke var nogen modeller at kigge efter?

Virkeligheden for de afkoloniserede lande var, at arbejderklassen med den moderne industriarbejder var særdeles lille og derfor ikke repræsenterede befolkningen. Det gjorde til gengæld de koloniserede landes pjalteproletariat. For Fanon var pjalteproletariatet en sektion af befolkningen, som udgjorde “the most spontaneous and the most radically revolutionary forces of a colonized people” (s. 103).

Store dele af Afrikas pjalteproletariat var jordløse bønder. De var en sektion af mennesker som stod i modsætningen mellem to systemer: den imperialistiske administration og det semi-feudale stammesystem. Den kolonialistiske administration havde eksproprieret jorden fra de afrikanske bønder, som derfor var tvunget til at tage ind til byerne at arbejde. I byen opstod der de såkaldte “shanty towns”, et slumkvarter i storbyerne. Her ville de arbejdsløse, småkriminelle og andre, der ikke ansås for lovlydige eller respekterede den offentlige orden, gøre oprør. Fanon fik ret: De vigtigste kampe for nationale befrielse er blevet kæmpet i områderne, hvor indfødte har boet.

Pjalteproletariatet i dag

Pjalteproletariatet har vist sig at være et svært begreb at definere. Det er måske også det, der gør pjalteproletariatet til pjalteproletariatet. Det er et omstændigt begreb, som ikke er statisk. Det grundlæggende for begrebet har været, at stort set alle de grupper, det har beskrevet, har været mennesker, som på den ene eller anden måde er blevet anset som imod den offentlige orden. De har haft en anden moral og har ikke passet ind i en kasse – det være sig i det borgerlige demokrati eller i Marx’ forestilling om det rene og ranke proletariat.

Der har været flere holdninger til dem end forsøg på at høre deres egne oplevelser. Man kan antage, det har medført marginalisering. Det har skabt betingelserne for den store tilslutning til Bonapartes gadebander eller Mussolinis sortskjorter.

Hvem er pjalteproletaren i dag? Pjalteproletaren er den såkaldt nassende person, som udvalg på Christiansborg taler om, når der skal skæres i sociale ydelser. Det er pjalteproletaren, der samler flasker ind og bliver anholdt af politiet for at være utryghedsskabende. Det er pjalteproletaren, hvis ufaglærte arbejde er truet af automatisering. Det er også pjalteproletaren, som har væltet regeringer, kæmpet for faglig anerkendelse og som har demonstreret i Paris i De Gule Veste.

Den vigtigste lektion for venstrefløjen er at gøre som Flynn, Bakunin, Debs og Fanon, og gøre op med romantiseringen af arbejderklasse. Målet er ikke at få de “rene og ranke” med os. Det drejer sig om at få organiseret de mennesker, som er her lige nu. Klassekamp er ikke et eventyr. Det er menneskers kamp for at skabe en verden, hvor der er plads til alle.

Kilder

¹ Folketingstidende (2017-2018), “Skriftlig fremsættelse af L 118
² Gluud, Mads, 3. sept. 2018: “Politiet har sigtet knap 400 personer for at lave utryghedsskabende lejre
³ Statministerens nytårstale 2018
⁴ Dagbladet København, d. 21. juni 1892
⁵ Marx, Karl & Engels, Friedrich, Det kommunistiske Manifest, Forlaget Tiden 1946
⁶ Marx, Karl, Louis Bonapartes 18. Brumaire, Forlaget Fremad 1947
⁷ Trotskij, Leon, “Hvordan Mussolini sejrede”, 1932
⁸ Bakunin, Mikhail, “On the International Workingmen’s Association and Karl Marx”, 1971/1872
⁹ Fanon, Frantz, The Wretched of the Earth, Penguin Books 1961/2001

Der er ikke flere tekster