KonfrontDen tyske stats nyligt offentliggjorte kuludfasningsplan møder betydelig kritik fra klimabevægelsens side, der kalder planen absurd og utilstrækkelig.
af Birk Ole Persson, Klima Aktion DK
En plan for fremtiden?
Efter flere års pres fra bl.a. aktionsnetværket Ende Gelände og besættelsen i Hambacher skoven, har den tyske klimaretfærdighedsbevægelse, gennem effektivt kampagnearbejde med borgerlig såvel som radikal protest, formået at sætte udfasningen af de fossile brændstoffer brunkul og stenkul på dagsordenen i den nationale debat.
Det øgede fokus på kullet, og dets destruktive følger for lokalområdet såvel som det globale klima, fik i juni 2018 den tyske regering til at etablere ‘Kommissionen for vækst, strukturændring og beskæftigelse’, bedre kendt som ‘kulkommisionen’, der har til opgave at komme med konkrete bud på hvordan landets udfasning af brunkul og stenkul skal forløbe.
Lørdag d.2. februar offentliggjorde kommissionen så sit endelige resultat, en foreløbig plan for det såkaldte Kohleausstieg. Planens hovedpunkter består i en gradvis neddrosling af kulforbruget indtil 2038 samt milliarderstatninger til de berørte energifirmaer.
Der har længe hersket udbredt konsensus blandt klimaforskere om nødvendigheden af at lade de fossile brændstoffer blive i jorden, og den sidste rapport fra FN’s klimapanel IPCC tydeliggør behovet for en snarlig udfasning af kul, gas og olie.
Set i lyset af de omstændigheder er de 19 års fortsat forbrug af brun- og stenkul som planen lægger op til helt utilstrækkeligt. De resulterende drivhusgasudledninger vil føre verden langt forbi målet om om en maksimal temperaturstigning på 1,5 grad celsius, og er derfor fuldstændig inkompatibel med såkaldte Paris-aftale, der blev besluttet ved klimatopmødet COP21 i 2015.
Temperaturstigningernes konsekvenser vil især ramme befolkningerne i det Globale Syd, som samtidig er de befolkninger der har bidraget mindst til den globale opvarmning. Det gælder eksempelvis lande som Colombia, hvor vestlige firmaer desuden udvinder og eksporterer store mængder kul til Europa, der bla. benyttes til energiproduktionen i Danmark, men i endnu højere grad i Tyskland.
Planens vindere og tabere
Ikke alene brugen af kul i energiproduktionen gør planen kontroversiel, også spørgsmålet om udvinding er et betydeligt emne i debatten. For selvom den tyske stat i slut december lukkede landets sidste stenkulmine, udvindes der stadig store mængder brunkul i det vesttyske Rheinland, det østtyske Lausitz og nær byerne Magdeburg og Leipzig.
Brunkul udvindes i åbne miner, der ved hjælp af massive gravemaskiner udvides dag for dag. Udvidelsen af minerne sker på bekostning af det omkringliggende landskab, der langsomt men sikkert fjernes fra landkortet. Det har ført til tvungen forflytning af mere end 50.000 borgere alene i den vesttyske kul-region nær Köln. Kulkommissionens plan forholder sig knap nok til de tusindvis af borgere, der endnu trues af minernes udvidelse.
Denne fortsatte ligegyldighed overfor lokalbefolkningens kår og krav på rimelig kompensation sættes især i perspektiv, når blikket falder på de milliardbeløb energifirmaerne jævnfør planen vil få i erstatning. Der gives altså gyldne håndtryk til nogle af landets største klimasyndere, mens tusindvis af arbejdere stadig vil blive fordrevet fra deres land.
At kommisionens endelige resultat langt fra ville være tilstrækkeligt, har for flere stået klart allerede fra begyndelsen af kommisionens arbejde. For lige som vi ser det hvert år til klimatopmøderne, om det er i Katowice, Bonn eller Paris, har de fossile energifirmaer også været stærkt repræsenteret i processerne omkring kulkommissionens arbejde.
Det gælder både repræsentanter for fagforeninger stærkt knyttet til energisektoren, politikere fra det konservative regeringsparti CDU (der i høj grad finansieres af kul-lobbyen), såvel som repræsentanter for energifirmaerne selv.
“Klimabeskyttelse er ingen forbrydelse”
Udfasningsplanen præsenteres af politkerne som en endelig løsning på problemerne, som en aftale alle kan være tilfredse med og stolte af, som “konsensus”.
Det var i protest mod dette såkaldte “konsensus”, at aktionsnetværket Ende Gelände d.11. januar kaldte til aktioner for en øjeblikkelig kuludfasning i hele den første uge af februar. Som modsvar på politikernes og de etablerede institutioners manglende vilje til at tage ansvar, tog klimaaktivister landet over udfasningen i egne hænder.
Med demonstrationer, gadeblokader, solidaritetsfester og info-events viste bevægelsen sin styrke, også gennem direkte aktion og civil ulydighed. I Karlsruhe besatte en gruppe aktivister lørdag d.2. februar et kulkraftværk, og kun to dage efter, blev flere kulgravemaskiner besat i mineområderne nær Leipzig og i det østtyske Lausitz. Justitsvæsenet i den østtyske delstat Brandenburg besluttede derefter at varetægtsfængsle aktivisterne fra aktionen i Lausitz, anklaget for ulovlig indtrængning (‘Hausfriedensbruch’), en anklage der i lignende aktioner altid har ført til en frikendelse. Af de 23 anholdte, er 20 siden blevet løsladt efter at have angivet deres identitet, mens de tre resterende aktivister, der endnu forholder sig anonyme, fortsat sidder fængslet i Cottbus. Varetægtsfængslingen er sat til at vare indtil retssagen begynder i slut april.
Den tyske stats repression imod klimaretfærdighedsbevægelsen er i de sidste måneder og år taget til i styrke, særligt eksemplificeret ved den månedlange og voldelige rydning af Hambacher Forst skovbesættelsen i september og oktober 2018. Her blev hundredevis af aktivister anholdt, mere end tusind forvisninger udstedt, og fem personer blev fængslet, heriblandt skovbesætteren Eule, der endnu sidder indespærret i Köln, anklaget for vold mod tjenestemand i funktion.
Den øgede kriminalisering af klimaretfærdighedsbevægelsen er et tydeligt tegn på, at protesterne udgør en reel trussel. Aktivister bliver af statslige institutioner og politikere i højere og højere grad betegnet som ‘radikal’, ‘voldelig’ og ‘ekstrem’, men trods statens propaganda fortsætter bevægelsen med at sætte dagsordenen i klimadebatten og tiltrække støtte fra det borgerlige spektrum, alt imens aktivisterne kun bliver flere, mere radikale og mere aktive.
Fremtiden er som altid svær at gøre sig klog på. Om kulkommissionen får held med at sælge sin “løsning” til de klimabekymrede masser er endnu uklart, men at klimakampen i Tyskland fortsætter er der vist ingen tvivl om.
Edit: Siden artiklen blev skrevet, er endnu en aktion forløbet, hvor aktivister blokerede kulgravemaskiner i Garzweiler II minen i det vesttyske Rheinland. Aktionsugen har dermed resulteret i blokader i alle af Tysklands mine-regioner.