Midnat i Tønder 2: Amythyst Kiah I unikt intime omgivelser ***

Endnu engang er ærkekøbenhavneren Harald Toksværd sendt på Tønder Festival I det dybeste, mørkeste Sønderjylland. Dette er hans første rapport. 

 

 

Jeg har siden ’19 lært, at den stærkeste sociale valuta på Tønder Festival, hvis man ønsker at gøre sig venner med de tournerende musikere, er rigelige mængder [CENSURERET, red]. Jeg har derfor, som den snu journalist, taget en pæn håndfuld af min fars hjemmegroede [CENSURERET, red] med I tasken, der torsdag vinder mig en lang og våd aften med drengene i Ghost of Paul Revere. At vågne i et telt i tredive graders varme til lyden af harmonika og mandolin næste morgen er den mindre sjove del af tricket. 

Troligt får jeg dog forvildet mig ud på pladsen til den tætte lugt af stegeflæsk, der oser fra Tønders utallige traditionelt danske (og sønderjyske!) madboder. Dagen forløber I overlevelsens navn – men jeg formår dog at holde funktionspromillen oppe med solæg og snaps, som australske William Crighton introduceres til inden sit show, og af uransagelige årsager finder delikat.  

Apropos har Tønder noget helt unikt kørende for sig, når det kommer til kulturmødet. Internationale festivaller med mere end titusinde gæster har det med at gøre sig kulturelt udtværede, neutrale, for at levere den generiske festivaloplevelse uden at chokere nogen. Men Tønder er, uden tvivl og på trods af det internationale lineup, en sønderjysk festival. Der er solæg og kagebord, tarteletter og flæsk, og lokalhistorie på alle pladsens hjørner for alle pengene. Og det er faktisk lidt særligt, at de ellers ofte forglemte danske mikrokulturer på denne måde præsenteres for et internationalt publikum (og i højere grad, internationale kunstnere). At sønderjysk lokalkultur kan overleve andre steder end I lokalaviserne og I forsamlingshuset, er en ægte bedrift. At man kan få tarteletter mod tømmermændene for 45 bobs er bare glasur på kagen. 

Politiken har I weekenden anmeldt Allison Russels store show I Telt 1, så jeg vælger at gå den modsatte vej og tage ind og se hendes lidt mindre kendte samarbejdspartner, Amythyst Kiah, på Tønders mindste scene i den traditionsrige Visemølle. De to gjorde sig for nyligt bemærket med den fænomenale plade Our Native Daughters, et queer POC Folk-manifest, der desuden også har fantastiske Rhiannon Giddens med på billetten. 

Og i Visemøllens hvidtklinede kalk kan man virkelig få lov at se en musiker på nært hold, særligt solo. Køen udenfor strækker sig stadig hundrede meter ned ad vejen, da Kiah går på scenen, men indenfor er der nærmest ceremoniel stilhed. På en spritny udseende Gibson J45, og med en hvid cowboystøvle florlet stampende I trægulvet, lægger hun an til en blues, og vi er i gang. 

Det er ikke med stor fanfare og grus I stemmen, at et show I Visemøllen løber af stablen; her får man lov at opleve Kiah, I strikvest og bolo tie, levere et show af den art man sikkert har kunne se hende spille til open mics for ti år siden. Afpillet, roligt, og med sjælfuld blues-stemme skifter hun sang for sang mellem sin Gibson og en elektrisk. Primært numre fra den seneste plade, men også uindspillede sange, hun selv havde glemt og genfundet, samt enkelte covers, både af legender som Tori Amos og pop-punk fra 00’erne. Kiah leverer stilsikkert og uden de store variationer I lyd og vokal – en svaghed på en større scene, men nærmest meditativt I et lille rum som dette. 

Møllen er stedet, hvor Tønder Festival originalt blev afholdt, længe før det blev til den femtentusinde mand stærke folkefest, den er i dag. At de har valgt at bibeholde den som scene er både et eksempel på festivalens respekt for egne traditioner; men også en helt unik mulighed for at opleve internationale kunstnere helt tæt på. Jeg tvivler på, at der er nogen andre steder, hvor Grammy-vindende sangskrivere endnu optræder for et publikum på under 150 mennesker, i så småt et rum, at de kunne droppe forstærkeren, hvis de ønskede. At man skal stå et par timer i kø for at opleve det, er en naturlig konsekvens, men desuden et eksempel på, hvordan man på Tønder kan kuratere sin festivaloplevelse. Om man ønsker sig røvballe-sækkepibe-jam med fuld skrue på fadøl og folkefest, eller lidt af hverdagens poesi i et stille rum. 

 

 

Der er ikke flere tekster