Reportage: Aldrig mere Krystalnat***

Den 9. november var det 80-året for Krystalnatten. Natten, der for alvor var begyndelsen på Holocaust.


Tekst og fotos Af Christine Vassaux Noe

Ved stenmurene ind til den jødiske kirkegård i Aalborg samledes en mindre flok mennesker sig. I regn og mørke blev lys og fakler tændt, og der blev passioneret oplæst et digt af poetryslammer Hans Hyttel, skrevet af en jødisk dreng dagen efter Krystalnatten.

“Hører du knitren, det brager stridt
Og jøderne skælver, blege som kridt
Og spørger sig selv: “ Er det nu vores tid?”
[…] “Hvad har jeg gjort, som er så grumt?”
Og kaos og ild og barbari
Sønderflår Tyskland som et skrig
Kvinder, gamle, børn og mænd
Styrtes mod en afgrunds bund.
Fordi de er jøder – det er den eneste grund.”
Af 17 årige Frank Herzberg d.10. november 1938 i Hindenburg. Kunstnerisk bearbejdet af Gerz Feigenberg

Krystalnatten fik sit navn, da nazisterne ødelagde jødiske butikker, skoler, huse og synagoger i massevis. Glas lå spredt overalt i gaderne og glimtede som krystaller. Rundt om i Danmark samledes folk den 9. november i optog for at mindes Krystalnatten og markere, at vi er mange, der ikke vil se det gentaget nogensinde igen.

En årlig påmindelse af historien

Begivenheden startede for alvor med et blæsende optog gennem Aalborgs gader og førte os til pladsen, hvor den gamle synagoge engang lå. Der blev holdt tale og sunget “Kringsatt av fiender” med kulderystende stemmer.

Det var en smuk og ellers fredelig lille mindehøjtidelighed, indtil optoget flere gange blev afbrudt af en vred og højtråbende mand, hvis eneste agenda var at tilsvine muslimer. Få prøvede at gå i dialog med ham, mens de fleste prøvede at afskærme ham, så talen kunne fortsætte. Under den afsluttende sang, blev han heldigvis overdøvet. Mandens tilstedeværelse var forstyrrende, men samtidig en påmindelse om, hvorfor det er vigtigt, at vi står sammen mod racisme og undertrykkelse.

Sammen mod racisme

I Danmark og overalt i verden ser vi lige nu en tendens til, at muslimer bliver stigmatiseret og får skylden for kriminalitet, økonomisk ulighed og sociale problemer. Et fjendebillede, der i høj grad skabes af racister og nationalister, men som vi alle risikerer indirekte at forstærke, hvis ikke vi aktivt siger fra. Vi ser familier blive splittet, lovgininger, der rammer etniske minoriteter, voldelige tvangsudvisninger og umenneskelige forhold i flygtningelejre verden over.

Til trods for regn, blæst og afbrydelser var det en fin og vigtig begivenhed, der minder os om, at vi aldrig må glemme historien. Vi må altid huske hinanden på, hvor farlig forfølgelse af etniske og religiøse minoriteter er. Vi skal altid vise modstand og sige tydeligt fra overfor åbenlys diskrimination og had mod minoritetsgrupper. Aldrig mere Krystalnat!

“Stilt går granatenes
glidende bånd
Stans deres drift mod død,
stans dem med ånd
Krig er forakt for liv
Fred er å skape
Kast dine krefter inn
Døden skal tape!”
Kringsatt av fiender, Nordahl Grieg 1936

Der er ikke flere tekster