KulturI en udforskning af den menneskelede, som kommer af at lave for meget aktivisme uden at komme nogen vegne overhovedet, forsøger DENISOVA 11 at forestille sig en bedre menneskelighed i den uddøde menneskeart denisovaerne. Det kunne egentlig være ret spændende, men stykkets handling kommer aldrig særlig langt før det med et deus-ex-machina bliver løst på en dybt uforløsende måde. Advarsel: der kommer spoilers.
af Jonas Wedel-Brandt
Tematikken for Joan Rang Christensens stykke er egentlig meget sympatisk. Det grundlæggende spørgsmål: Hvorfor er menneskeheden så optaget af race, grådighed og had, samtidig med at vi slet ikke er optaget nok af klimakrisen? Hvorfor er mennesket så fucking nederen? I stykkets program skriver Christensen at ”Jeg skrev DENISOVA 11 i et opgør med tiden og de vilkår, vi lever under. I håbet om at der måske findes en anden løsning ude over horisonten […] Jeg havde et horn i siden på homosapiens og vores tåbelige måde at være på.”
Stykkets hovedperson Elvira [Laura Allen Müller] lever i en nær og klimahærget fremtid som arkæologisk forsker med speciale i denisovamennesket. Hendes partner, den radikale klimaaktivist Cemille [Josephine Ingrid Raahauge] er bekymret for hendes helbred og skælder hende ud for at overarbejde sig selv og for ikke at være lige så engageret i deres klima-feministisk-marxistiske netværk, som Elvira kalder for ”mere en basisgruppe end en NGO”. Deres to venner fra netværket, den evigt strikkende Bitten [Laura Bro] og den bøvede medicinstudie-dropout Jacobe [Malene Melsen] danner sammen med Cemille en form for venstreradikal Olsenbanden. I deres performance er stykket helt klart mest en komedie, hvor de konstant taler aktivistlingo – medicinstudiet er fucking reaktionært og kolonialistisk – og ser fortabte og smådumme ud. Der er lidt 90’er/start 00’er tv-comedy over det. De første ti-femten minutter sad jeg og tænkte at stykket skulle handle om Elvira og Cemilles skræntende forhold, men så falder Elvira pludselig om og bliver sat i kontakt med en anden verden, hvori den 13-årige pige/40.000 år gamle fossil, Denisova 11 [Laura Allen Müller] stadig lever.
Det er så her stykkets andet og største plot starter. Elvira bliver kørt på hospitalet hvor den creepy Doktor Yvonne Venefica [Malene Melsen] overtaler hende til at tage noget ”medicin” og trippe sig over til den anden verden, så hun kan snakke med Denisova 11 i forskningens navn. Her møder hun forskellige stand-ins for menneskets dårligdomme – den dårlige barndom, racismen, grådigheden – inden hun kan komme til sin audiens. Denisova 11 snakker om hvordan hun og hendes art var nødt til at flygte op i bjergene fra homo sapiens vold, racisme og had. Her levede de i fred imens de medlidende så ned på homo sapiens masseødelæggelse. For det er sådan homo sapiens er, skal vi forstå. Vi ødelægger alt og krænker hinanden for et godt ord. En hel dyreart bestående af udbyttere, racister og SYNDERE. De helgenagtige toner som bruges om denisovaerne og den tilsvarende fordømmende beskrivelse af mennesket skaber en oplevelse af at være kommet i kirke. Før de blev forvist fra Edens Have var menneskene gode og levede i harmoni med Gud, naturen og hinanden. Efter syndefaldet levede mennesket i evig fornedrelse udenfor Guds kærlighed.
Imens Elvira tripper gammel kristendom på nye genetikessentialistiske flasker, forsøger Doktor Venefica at sælge hendes bedøvede krop til en skyggekabale af dyreudryddende og massemyrdende mangemillionærer som lever over loven. Dette stoppes heldigvis fordi Jacobe har fundet ud af det hele ved at søge lidt på the dark web. Den venstresnoede bande bryder så ind på hospitalet og stjæler Elvira. Dette tredje handlingsforløb bliver således løst lige så hurtigt som det opstår og virker mest af alt som en måde at få stykket til at slutte.
At stykket er så fragmenteret og vil så mange ting på én gang er dybt utilfredsstillende, for det virker som om der er nogle spændende overvejelser iblandt alt rodet. Mens Cemille sidder og stresser over hvor creepy lægen er, siger Bitten moderligt at det måske er ”battle fatigue”, Cemille lider af. Altså at hun som mangeårig aktivist er blevet hyperårvågen og ikke kan se nogen steder hen uden at se spøgelser af hendes politiske fjender. Det er en kort bemærkning som ikke dvæles ved, men er samtidig et spændende ekko af Christensens beskrivelse af at ”have et horn i siden på homosapiens”. På den måde kan man se DENISOVA 11 som Christensens undersøgelse af noget, hun selv oplever. En af de personer, den trippende Elvira møder, er en personificering af den hvide racisme, som Joan Rang Christensen også lever under. Latterliggørelsen af den aktivistiske trio virker heller ikke som en ondsindet hån af ”venstrefløjsere” men som en oprigtig frustration, som jeg tror mange i miljøet kan genkende. Nogle gange kan det føles som om vi mere er nogle lidt latterlige parolepapegøjer end seriøse, politisk engagerede mennesker.
Desværre føles det bare lidt underligt at blive fortalt at menneskeheden er bundhamrende rådden, racistisk og grådig helt ind i generne når de tre gorpcore-klædte musketerer ikke vil andet end at snakke om en bedre og mere lige verden og dedikerer nærmest alle deres vågne timer til at arbejde (om end lidt inkompetent) for denne lysere fremtid. Det er lidt som om at menneskeheden får skylden for kapitalismen og imperialismens onder. Endnu en gang er det lettere at forestille sig jordens endeligt end kapitalismens endeligt.
Denisova 11 kan ses i Theater Grob fra 27 april til 25 maj.