Det var i forlængelse af den hidtil største klimastrejke i Aarhus, hvor mere end 1000 skoleelever og andre klimainteresserede deltog, at omkring 50 aktivister fredag d.15. marts blokerede en af hovedgaderne i Aarhus midtby, Frederiks Allé.


af Birk Ole Persson, billeder af Simon Porse

Med stueplanter, havemøbler og rigelige mængder kaffe, blev den ellers tæt trafikerede vej i løbet af få minutter forvandlet til en ‘byhave’.
Prydet med bannere med slogans som “Politisk ærlighed = klimakærlighed” og kampråb om “climate justice”, agerede blokaden et klart opråb til politikerne og imod deres utilstrækkelige håndtering af klimakrisen.

“Den her form for aktivisme er nødvendig nu, fordi vi simpelthen har for lidt tid til at vente på, at vores inkompetente politikere får gjort nok. Vi bliver nødt til ruske op i dem, og i de danskere som endnu ikke har forstået situationens alvor,” forklarede Ulrik fra Extinction Rebellion Aarhus (XR Aarhus).

XR Aarhus, der er en lokalgruppe af det tidligere britiske og efterhånden verdensomspændende aktionsnetærk, havde i forvejen annonceret, at en aktion af ‘ikke-voldelig civil ulydighed’ ville finde sted, men uden at give yderligere detaljer.

CIVIL ULYDIGHED FOR KLIMAET

Netværket, der blev etableret i England sidste år, har siden sin første aktion i London, hvor flere tusinde mennesker blokerede fire af byens største broer, spredt sig til store dele af verdenen (inkl. Sydafrika, New-Zealand, USA). Og aktionsformerne er fulgt med.
Blokaden på Frederiks Allé er XR Aarhus anden aktion i år, efter de d.24. februar lavede en mindre blokade-aktion mod en lokal olietransport.

‘Civil ulydighed’ er ikke noget nyt for den danske klimabevægelse. Især i de seneste år den danske deltagelse i udenlandske klimapolitiske masseaktioner steget betydeligt.
Eksempelvis har aktionsnetværket Ende Geländes aktioner mod den vesttyske brunkulsudvinding, hvor flere tusinde har deltaget, været en betydelig mobiliserende, agiterende og radikaliserende faktor for klimaretfærdighedsbevægelsen i store dele af Europa, inklusiv Danmark.
Alligevel er erfaringerne fra disse aktioner endnu ikke blevet oversat til lignende begivenheder på dansk jord.

Ikke siden klimatopmødet COP15 i København i December 2009 har aktioner i samme størrelsesorden fundet sted i Danmark. Konferencen, der endte med famøst dårlige resultater, blev mødt med massive protester, og blev af tusindvis af aktivister stærkt kritiseret for manglende tiltag og handling, og ikke mindst for politiets brug af bl.a. undercoverbetjente og telefonaflytninger, samt den voldsomme håndtering af demonstranter, hvoraf hundredevis blev anholdt og efterladt i timevis på den kolde december-asfalt.

OFFENTLIG ORDEN OG KLIMAKAOS

“Selvom det stod ned i stænger, så var humøret højt og vi var glade for at være ude og kæmpe for vores fremtid. Vi gør det jo fredeligt , smilende og meget velplanlagt, så det føltes rigtig trygt.”

Trods det våde vejr var stemningen i den nyanlagte ‘byhave’ på Frederiks Allé god, men efter flere timer i regnen, tog aktivisterne initiativet til næste skridt og gjorde sig klar til politiets rydning.
En efter en blev de resterende 13 ‘rebeller’ fjernet fra blokaden, anholdt og ført til stationen, hvor de anklaget for ‘forstyrrelse af den offentlige orden’ blev tilbageholdt i knap 6 timer.
Dette markerede de første anholdelser af Extinction Rebellion aktivister i Danmark.

“På stationen følte jeg mig behandlet som en dybt kriminel i de timer vi blev tilbageholdt. Det er ikke sjovt at blive låst inde i et lille rum uanset hvad. Når det så er sagt, så gør jeg det gerne igen. For naturen og for vores fælles fremtids skyld.”

Som en afslutning på eftermiddagens aktion, stod aftenen på vegansk middag og en fest, hvor dagens succeser og den efterfølgende løsladelse af de anholdte aktivister kunne fejres.

Klimapolitikken har efterhånden fået en velfortjent plads som et af de største emner i den offentlige politiske debat, og med skolestrejkerne har ungdommen vist, at den ikke kun vil lade stå til og vente på handling fra politikerne. Den vil også selv handle.
Hvilken rolle den civile ulydighed kommer til at spille fremover i klimakampen i Danmark, har vi endnu til gode at se, men hos Ulrik er der ikke megen tvivl.
“Vi er først lige begyndt.”

Der er ikke flere tekster