Baltic Pipe: Aktionscamp kulminerede i blokade af flere byggepladser***

Mandag den 3. august fandt National Aktionsdag imod Baltic Pipe sted. Grupper fra hele Danmark var samlet på Sydsjælland nær Næstved i en decentralt koordineret aktion mod Baltic Pipe. Energinets arbejde med at anlægge fossilgasrørledningen blev midlertidigt stoppet på flere byggepladser, hvor aktivister blandt andet lavede lock-ons og klatrede op på gravemaskinerne.


Baltic Pipe

Baltic Pipe er en gasrørledning, der skal føre naturgas fra Norge til Polen på dansk jord og gennem dansk farvand. Projektet spænder ben for Polens omstilling til grøn energi og minimerer Polens incitament til at udbygge vedvarende energikilder ved at give dem adgang til norsk fossilgas.
Projektet kommer til at koste ca. 14 mia. kroner, hvoraf Danmark skal betale halvdelen.
Den statslige bygherre er energiinfastruktur-selskabet Energinet.
Energinet regner med at projektet står færdigt i oktober 2022 og skal køre minimum 30 år frem.

Baltic Pipe er en katastrofal investering i fossil infrastruktur midt i en tid, der kalder på klimaretfærdighed mere end nogensinde før. Som der står i pressemeddelelsen udsendt i forbindelse med weekendens aktion: ”Energinet og den danske regering spiller hasard med vores klima og fremtid, når de gang på gang giver grønt lys til nye massive investeringer i fossil infrastruktur. Baltic Pipe er det seneste skud på stammen, og derfor har grupper af aktive borgere her til morgen valgt at markere deres modstand mod projektet med blokader og andre aktioner.”

Optakten til den Nationale Aktionsdag var en to dage lang aktionscamp. Campen blev afholdt for at samle modstanden mod Baltic Pipe, og introducere nyere aktivister til direkte aktion i affinity-grupper. Programmet bød på workshops omkring alt fra de juridiske konsekvenser ved forskellige aktioner, og hvordan man skaber en god affinity-gruppedynamik. Omkring 50 aktivister deltog i campen.

    

Mandag morgen kulminerede campen i en decentralt koordineret aktion, der ramte flere af Energinets byggepladser omkring Næstved. Der blev blandt andet lavet lock-ons og klatret op på kranerne. Energinet måtte indstille arbejdet og tilkalde politiet.

Den danske stat og energinet forsøger at retfærdiggøre projektet ved at fremstille det som et led i Polens grønne omstilling. Men den polske regering har nærmere i sinde at bruge den gas, Baltic Pipe giver dem mulighed for at købe fra Norge, i stedet for den gas de i dag køber fra Rusland. Der er altså ikke tale om nogen grøn omstilling, men blot en udskiftning af leverandør.

Energinet regner med at projektet kommer til at stå færdigt i oktober 2022. Weekendens camp og mandagens aktioner viser dog tydeligt, at kampen mod Baltic Pipe langt fra er slut endnu.

Der er ikke flere tekster