Debat Afstemning om forsvarsforbeholdet: Nej til mere oprustning – stem nej.***

Forsvarsforbeholdet er ikke en forhindring for fred og stabilitet i Europa. Fjernelsen af forbeholdet vil derimod skabe et mere usikkert Europa, fordi det vil styrke EU’s militære ambitioner og skabe endnu mere imperialistisk rivalisering mellem stormagterne.


Af Jakob Lausch Krogh – Internationale Socialister

Der har, i befolkningen, været en betydelig skepsis i forhold til EU´s stormagtsdrømme, derfor håber regeringen og co., at få befolkningen til at stemme ja til forsvarsforbeholdet ved at fremstille forsvarsforbeholdet som et svar på den frygt som Ruslands invasion af Ukraine har skabt, og som de puster til.

Et aspekt af krigen i Ukraine er EU´s handelsaftaler med Ukraine og dermed Europæiske virksomheders adgang til markedet i Ukraine på bekostning af russiske. EU ønsker at underbygge sin handelspolitiske magt, med en militær magt. Forsvarsforbeholdet står i vejen for Danmarks fulde deltagelse i dette. Afskaffelse af forsvarsforbeholdet er derfor ikke et ja til et mere fredeligt Europa, men et ja til øget dansk deltagelse i stormagternes konkurrence om kontrol under en EU-fane.

Russerne kommer!

10 dage efter Ruslands invasion af Ukraine indgik Socialdemokratiet, Venstre, Konservative, Radikale og SF et såkaldt ”nationalt kompromis” om dansk sikkerhedspolitik. Det indeholder 18. mia. mere til militæret om året samt en folkeafstemning om forsvarsforbeholdet. Begge tiltag ville, dagen før Ruslands invasion af Ukraine, have været upopulære.

I “Chokdoktrinen”, Naomi Kleins meget læste bog fra 2007, beskriver hun, hvordan regeringer udnytter ”chok” til at gennemføre upopulær politik. Militær invasion, økonomisk krise eller naturkatastrofer skaber en kort periode med ”chok”, hvor fornuften skubbes til side.

Den herskende klasse kan i kraft af sine magtpositioner og netværk definere situationen og de nødvendige politiske svar, mens folkelige og kritiske stemmer stadige er desorienteret af begivenhedernes hurtige gang.

Reinout Bosch forklarer i Solidaritet resultatet af dette i forhold til Ruslands invasion.

“For en kort stund er alle landets kræfter forenet mod koldkrigens ærkefjende, der med invasionens maskefald igen afslører østens antagende despotiske ansigt. Alle historiefortællerens brikker falder således på plads for en stund, og et simpelt narrativ aftegner sig”.

Det simple narrativ som blev skabt, var at Rusland overfaldt en demokratisk småstat uden anden anledning end Putins mål om at genrejse det russiske imperium. Den uundgåelige konklusion af dette narrativ er at andre småstater, fx Danmark, må forberede sig på at kunne forsvare sig mod Rusland. Deraf følger at vi skal opruste og fjerne forsvarsforbeholdet så større stater vil hjælpe Danmark med forsvare os mod russerne.

SF´s forkvinde Pia Olsen Dyhr udtrykker det tydeligt: “Vi har også et andet værdifællesskab i Europa, som vi skal bruge i forhold til forsvar, demokrati og frihed over for russerne”.

Problemet i denne fortælling er at Rusland ikke kommer til at invadere København, Berlin og Paris når de (måske) har taget Kiev. Ruslands militærbudget i 2020 var en tolvtedel af USA´s, og under en fjerdedel af de Europæiske NATO landes forsvarsbudgetter.

Den Ukrainske befolkning er på omkring 44 millioner. Den Irakiske befolkning er ca. 40 millioner. USA der har en befolkning der er mere end det dobbelte at Ruslands kunne ikke, sammen med sine allierede, besætte og pacificere Irak. At tro at Rusland, hvis de vinder krigen i Ukraine, kan fortsætte mod en militært overlegen fjende, er skørt at forestille sig.

Værdipolitiske signaler eller imperialistiske interesser?

Andre politikere italesætter afstemningen om forsvarsforbeholdet som et valg mellem demokratiske værdier og autoritære værdier, og nøjes med at lade frygten for russerne være bagtæppe for deres argumentation. “Det her er i virkeligheden et værdipolitisk signal, vi sender til Rusland” siger Lars Løkke. Og Mette Frederiksen argumenter for at forsvarsforbeholdet handler om værdier. Som hun meget konkret siger “Det handler ikke om det konkrete. Det er en værdi”.

Hvis politikerne bare ønskede at sende et værdipolitisk signal ville der være nemmere måder at gøre det på. Peter Viggo Jakobsen, der er lektor ved Forsvarsakademiet, forklarer hvad det konkrete er. Ifølge ham skal vi af med forsvarsforbeholdet fordi amerikanerne kun vil “bidrage i det omfang, at det understøtter deres egen konkurrence med Rusland og Kina, så hvis det ikke er noget, der truer amerikanske interesser, må vi selv rode med det, der sker i Europas baghave” Afstemningen handler altså om at EU skal kunne agere militært selv, hvis USA´s støtte udebliver en dag. Men det handler også om EU som imperialistisk magt, som i bestemte situationer har andre interesser end USA.

EU´s globale strategi

I EU´s globale strategi fra 2016 præciseres det Peter Viggo Jakobsen kalder Europas baghave. Det er “samfund mod øst, der strækker sig ind i Centralasien, og mod syd ned til Centralafrika”. Centralasien er de tidligere Sovjetrepublikker Kirgisistan, Tadsjikistan, Turkmenistan, Usbekistan og Kasakhstan samt Mongoliet og Afghanistan. Landene ned til Centralafrika er de tidligere europæiske kolonier i Nordafrika.

EU´s interesse er at udvikle det de kalder dybe og omfattende frihandelsområder, der er en udvidelse af EU´s indre marked med fri bevægelighed for vare, services og kapital. Formålet med EU´s handelspolitik beskriver Udenrigsministeriet som, at skabe “optimale globale rammebetingelser for europæisk erhvervsliv, herunder for Danmark og vores virksomheder.” Derudover vil EU arbejde for at sikre de ”interne og eksterne elementer af sin energisikkerhed ved at styrke relationerne med pålidelige leverandør og transitlande.“

EU´s politik har samme mål som de europæiske kolonimagters imperialisme i forrige århundrede – at give de europæiske virksomheder adgang til markeder, og sikre forsyningen af råstoffer til Europa.

Opbygning af EU militær

De midler som EU vil bruge til at sikre udvidelsen af det indre marked, så europæisk erhvervsliv får optimale rammebetingelser, er blød magt når det er muligt, men som det hedder i EU´s globale strategi. “I denne skrøbelige verden er blød magt ikke nok: vi skal forbedre vores troværdighed inden for sikkerhed og forsvar.”

Denne målsætning blev konkretiseret med EU´s strategiske kompas, der blev vedtaget 21. marts 2022. Det vil sige kort efter den russiske invasion af Ukraine, hvor der i hele Europa stadig var en choktilstand og frygt, der gjorde befolkningerne mere åbne over for militær oprustning. I det strategiske kompas vil EU oprette en udrykningsstyrke på 5.000 mand, derudover opfordres medlemslandene til at “øge deres forsvarsudgifter i væsentlig grad” for at “mindske kritiske militære og civile kapacitetsmangler” og “styrke vores europæiske forsvarsteknologiske og -industrielle base”.

En selvstændig militær ageren kræver tre forhold:

1: Evnen til selvstændigt at udvikle og producere de nødvendige militære magtmidler

2: Evnen til selvstændigt at gennemføre operationer med militære magtmidler

3: Evnen til at træffe beslutninger om at anvende militære magtmidler.

EU´s nye strategiske kompas er at udvikle militære midler og videreudvikle samarbejdet om opbygning af en europæisk forsvarsindustri og teknologi, i det der hedder Permanent Structured Cooperation (PESCO).

Der hvor EU´s ambitioner om at blive en regional militær magt især halter, er i forhold til evnen til at træffe politiske beslutninger om, at anvende militære magtmidler. Alle EU-lande har vetoret i forhold til forsvars- og sikkerhedspolitikken, fordi den er mellemstatslig.  Hvis forsvarspolitiske beslutninger skal gøres mere effektivt, skal beslutningsproceduren ændres fra at være mellemstatslige til at være overstatslig.

Pres på EU for fælles forsvars- og sikkerhedspolitik

I nærmeste fremtid vil beslutninger om at anvende militære magtmidler stadig være mellemstatslige. EU´s brug vil derfor være begrænset. Men med samarbejdet i PESCO og en stående militær styrke, vil der blive skabt et pres for, at EU begynder at benytte militære magtmidler mere.

Udviklingen af en stærk europæisk forsvarsindustri vil også skabe en stærkere våbenlobby, der tjener penge når EU går i krig. Når EU har en stående militær styrke, vil der være belejligt for nationale politikere at sende en allerede eksisterende EU-styrke, frem for kontingenter af soldater fra det enkelte lande, som først skal til at koordinerer indsatsen.

Det at EU’s forsvarspolitik udvikler sig på en måde, så der skabes et pres for yderligere EU-integration er ikke tilfældigt. Det er en bevidst strategi, som første gang blev beskrevet af den amerikansk/tyske statskundskabs professor Ernst B. Haas, kun et år efter at den første EU-traktat Rom traktaten var blevet underskrevet.

Dengang Hass udviklede sine teori hed EU, EF (Det Europæiske Fællesmarked) i stedet for EU (Den Europæiske Union). Forskellen på et fællesmarked der begrænsede sig til et industri- og handelspolitisk samarbejde om kul, stål og atomkraft og en Europæisk Union der stækker sig over næsten alle politik og områder illustrerer Haas pointe meget godt.

Haas peget på, at et økonomisk samarbejde ville skabe det han kaldte, en spillover effekt. At det handelspolitiske samarbejde ville flyde over, og skabe behov for flere regler og mere politisk samarbejde.  Hvilket også er det der er sket med EF´s udvikling til EU. Det samme gælder EU´s udvikling imod en fælles hær og fælles udenrigspolitik.

Ved udviklingen af de store imperialistiske magter som USA, Sovjet (nu Rusland) og Kina, blev presset på den europæiske kapital for at udvikle en imperialistiske stat med militære muskler øget. Et nej ved afstemningen om forsvarsforbeholdet, giver en mulighed for at standse denne militære oprustningen.

Fjernelse af forsvarsforbeholdet er et skridt på vejen til nye krige

I konklusioner fra Det Europæiske Råds møde 15. december 2016 hedder det bl.a.: ”Det Europæiske Råd bekræfter på ny sit engagement i folkeretten og Ukraines territoriale integritet samt indgåelsen af associeringsaftalen mellem EU og Ukraine, herunder etableringen af et vidtgående og bredt frihandelsområde. Formålet med associeringsaftalerne … [at] afspejle den strategiske og geopolitiske betydning, som Den Europæiske Union tillægger den regionale sammenhæng. Det er derfor fortsat et centralt mål for EU at afslutte ratificeringsprocessen.”

Krigen handler også om hvilken stormagtsblok Ukraine skal være en del af. Det er derfor USA, NATO og herunder Danmark levere våben til ukrainerne. Hvis ukrainerne kan forsvare sig mod Rusland, bliver de en del af EU´s handelsblok. En blok der har som formål at skabe optimale rammebetingelser for europæisk erhvervsliv. Det sker på bekostning af russiske selskabers interesser, derfor forsøgt Rusland også at forhindre ratificeringen af handelsaftalen mellem EU og Ukraine.

Den daværende ukrainske præsident Viktor Yanukovych accepterede i 2012 efter russisk pres ikke at ratificere handelsaftalen. Det førte til store protester i Ukraine (Maidan oprøret) og i 2014 måtte Yanukovych flygte til Rusland over hals og hoved, og der blev udskrevet valg. Den del af den herskende klasse i Ukraine, der ønskede tætte forbindelser til Rusland i stedet for EU tabte.

Rusland reagerede ved at besætte Krim, og træde ind på den vej der førte til krigen. Krigen handler langtfra kun om uenigheden mellem Rusland og EU om Ukraines handelspolitik. Pointen her er bare at det er en del af forklaringen på krigen i Ukraine.

Almindelige arbejdere i EU har ingen interesse i konflikten mellem Rusland og EU om Ukraine. Det er os der betaler for den oprustning der følger, og for de våben der nu leveres til Ukraine. Mens det er arbejderne i Ukraine, der især lider under krigen. Arbejderne i Rusland både betaler for krigen og dør som værnepligtige soldater i den Russiske hær. Arbejderne i alle de lande der er involverede I krigen, betaler en pris for den og må derfor stå sammen om at stoppe den.

EU ønsker at indgå dybe og omfattende frihandelsområder, også med de tidligere Sovjetrepublikker i Centralasien. Det vil skabe nye spændinger mellem EU og Rusland. At kombinere dette med EU’s militære opbygning er en giftig cocktail, der kan udløse mere omfattende krige. Krige hvor EU er direkte involverede, ikke bare ved at EU-landene lever våben. Vi har ved afstemningen den 1. juni muligheden for at sætte en bremse på EU´s militære oprustning.

 

Der er ikke flere tekster