Roskilde Festival: Årets cyborg-fest***

Lydmor spillede koncert på Roskilde Festival i år. Fra starten af var der en anderledes stemning under Avalon-teltet end der plejer at være på Roskilde. Mytisk og eventyrlig. Det er virkelig noget af det hun er god til at gøre – at binde folk til en slags offentlig persona. Og alligevel slet ikke den samme slags persona, som man er vant til at se fra typer som Marvellous Mosell eller Iggy Pop, som har et ude- og et hjemme-jeg.


Det er en mærkelig blanding af mennesket Jenny Rossander og den bodypaintede Lydmor der står foran os. At hun på den måde blander rolle og selv, kommenterer hun også på med den selvbevidste bemærkning: “Jeg føler mig så sej og mystisk og cool heroppe. Umuligt.” Hun føler det, men er det ikke. Det er det som er så fedt ved hendes koncerter. Blandingen af perfekt koordineret og gennemtænkt kunstnerisk udtryk, scene og kostume; sammen med den personlige og næsten private tilstedeværelse giver en helt særlig koncertoplevelse. 

At lyden så også er god, og Lydmor giver en koncert af niveau gør det så helt skønt. Jeg stod fra tid til anden og flød med væk på de skyer af scenerøg og neonlys som gennemtågede Avalon. 

“Der er så mange mennesker i livet som prøver at gøre det mindre end det er. Men de kan ikke narre os. Alt er stort og magisk.” Så rebelsk og entusiastisk lød det også fra scenen, og Lydmor er en af de mennesker som beviser at det hele ikke er småt. Det kan være stort og smukt, med numre som Money Towers og den fandenivoldske kritik af penge og luksus i Claudia. Under koncerten blev der også jammet med arpeggiators i stigende tempo, som bevægede sig op til et støjet crescendo, som mindede mig om en kort og elektronisk udgave af My Bloody Valentines holocaust-sektion – den støjede og semiorganiserede halvtimessekvens af tiltagende og endnu mere tiltagende lydmur. 

Det var generelt en koncert hvor det stilede og det nære flød sammen på en unik måde. Der var besøg fra to musikere, Tomas Høffding (WhoMadeWho) og Signe SigneSigne (Nelson Can), og der blev fyret af med både bløde numre og neonhårde bangers. Der slap da også et cover af Blurs Girls and Boys ud i en ellers ret tætpakket og luksuriøs setliste. Det er sgu overskud. 

Samtidig er det meget hendes æstetik at vælge netop denne gender-bendende halvfemserperle. Bodypainten ligner også en printplade, endnu en udvisket grænse.

Det er noget hun kan – stille spørgsmålstegn ved hvornår mennesket stopper og maskinen starter og undersøge hvornår personer bliver kapitalværdi. 

Ambiguitet er netop en af de virkemidler som fungerer i øjeblikkets venstreorienterede æstetik, fordi det er en nedbrydende tilgang til ellers så fastsatte skæl som mand/kvinde, dansk/ikke-dansk og kvantificerede opgørelser af verden. 

Et andet godt eksempel på nedbrydningen af det individuelle og ambiguitet mellem masse og individ er den tale Lydmor holdt på Arena dagen før. Her var det sætninger og dialoger, indsamlet af Røst, fra festivalens gæster som udgjorde råmaterialet for den samlede tekst, som Lydmor så læste op. Hendes stemme; vores ord. Nogle af sætningerne havde meget personlig form, nogle af dem havde et klart politisk budskab og andre var den slags som kommer af en god brandert. Jeg vil lade nogle af publikums citater stå som sidste ord i artiklen:

Jeg nægter at acceptere at børn mistrives i Sjælsmark.

Det er solidaritet at tage et nej for et nej.

Jeg er træt af stenrige milliardærtyper som gemmer deres penge i skattely.

Jeg føler at jeg bliver ældre mens mine forældre bliver yngre og yngre. De poster på Facebook, “ej en dejlig sandwich”, mens jeg scroller igennem Studieportalen og tænker 8 år frem.

Der er ikke flere tekster